Team 2
Månedsbrev – Juni 2026
Juni måned er ved at være slut og dermed nærmer vi os afslutningen på endnu et skoleår. Den sidste måned har budt på mange forskellige aktiviteter, oplevelser og fællesskaber, som har været med til at runde året godt af.
Hverdagen på skolen
I slutningen af maj var alle elever på tur til Den Gamle By i Aarhus. Her fik eleverne et indblik i, hvordan livet og hverdagen har set ud gennem forskellige tidsperioder. Efter besøget har vi arbejdet videre med oplevelserne på skolen, hvor eleverne blandt andet har sammenlignet fortid og nutid og talt om, hvordan samfundet har udviklet sig gennem tiden.
Vi har besøgt Tekstilmuseet i Herning, hvor eleverne fik indblik i Hernings historie og tekstilindustriens betydning for området. Efterfølgende har eleverne arbejdet kreativt med blandt andet linoleumstryk, vævning på hjemmelavede væve, strik, hækling og batik. Forløbet gav eleverne mulighed for at afprøve forskellige håndværksteknikker og omsætte deres oplevelser fra museet til egne kreative produkter.
Vi har også afsluttet årets ADL-forløb, hvor eleverne har arbejdet med færdigheder, som kan være nyttige i en fremtidig selvstændig hverdag. Det har blandt andet handlet om rengøring, tøjvask, planlægning af måltider, indkøb, budgetter og mindre praktiske opgaver i hjemmet.
Eleverne på danskholdet har afsluttet deres danskeksamen. Stort tillykke til alle med de veloverståede prøver.
Afslutning på skoleåret
Den 12. juni blev der afholdt gallafest og sommerfest på skolen. 1.- og 2.-årseleverne havde gjort et stort arbejde med at dekorere og pynte op, så der blev skabt flotte rammer for aftenen. Afgangseleverne havde forberedt et indslag til middagen og efter den hyggelige fællesspisning sluttede resten af skolens elever sig til fejringen. Det blev en festlig aften med god stemning og mange smil.
Som en del af DM-ugen deltog eleverne i forskellige aktiviteter i Herning Midtby. Her fik de mulighed for at prøve kræfter med en række forskellige sports- og fritidsaktiviteter og opleve den særlige stemning, som DM-ugen skabte i byen.
I årets sidste undervisningsuge arbejdede eleverne med en selvrefleksionsopgave, hvor de så tilbage på skoleåret og reflekterede over deres læring, udvikling og oplevelser. Samtidig satte de ord på de mål og fokuspunkter, de ønsker at arbejde videre med i det kommende skoleår.
Den 24. juni afholdt vi dimission for årets afgangselever. Det blev en hyggelig og stemningsfuld dag, hvor eleverne fik overrakt deres beviser og blev fejret for deres indsats og udvikling gennem deres tid på STU. Vi ønsker alle afgangselever held og lykke på deres videre vej og takker dem for den tid, de har været en del af fællesskabet på Knudmosen.
Årets sidste skoledag blev markeret med fælles morgenmad i teamet, hyggeligt samvær og forskellige aktiviteter, som satte et godt punktum for skoleåret.
God sommer
Nu venter sommerferien og vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for et godt skoleår.
Vi ønsker jer alle en rigtig god og velfortjent sommerferie og glæder os til at tage imod eleverne igen efter sommerferien til et nyt skoleår fyldt med nye oplevelser, læring og fællesskab.
De bedste hilsner
Team 1 og 2
Månedsbrev – Maj 2026
Maj måned har budt på mange gode oplevelser og fællesskaber på tværs af skolen. Vejret har været lidt blandet med både sol og regn og der har også været en lille miniferie med Kristi Himmelfartsferien. Det har dog ikke sat en stopper for aktiviteterne og der har fortsat været god energi i hverdagen.
Herunder kan I læse mere om, hvad vi har arbejdet med den seneste måned, samt hvad der venter i den kommende tid.
Hverdagen på skolen
Begge studieture til henholdsvis Göteborg og Jesperhus blev en stor succes. Eleverne gav efterfølgende udtryk for, at der var en god balance mellem planlagte aktiviteter og fritid på turene.
Efter hjemkomsten har eleverne arbejdet med at bearbejde deres oplevelser gennem flotte plancher, som både viser og fortæller om turene og de mange oplevelser undervejs.
Team 1 og Team 2 har de seneste måneder haft meget undervisning sammen på tværs af teamsene. Søren fra Team 1 gik på barsel midt i maj og er tilbage på skolen igen til september. I perioden frem til Søren er tilbage, vil flere af de fælles forløb derfor fortsætte sammen med Team 2.
Vi ønsker Søren en rigtig god barsel og håber, han får nogle dejlige måneder hjemme med familien. Vi glæder os til at se ham tilbage til september.
I ADL-undervisningen har eleverne arbejdet videre med de samme stationer som i april, hvor de roterer mellem “Gør det selv”, “Rengøring og tøjvask” samt “Madplan for en uge”.
Her arbejder eleverne fortsat med praktiske færdigheder og opgaver, som de kan få glæde af i deres hverdag og fremtidige selvstændige liv.
Miljø og udeområder:
Den seneste periode er blandt andet blevet brugt på at skabe hyggelige og indbydende udendørsarealer, som understøtter fællesskab og samvær.
Eleverne har arbejdet med mange forskellige praktiske opgaver som plantekasser, maling af havemøbler, bålsted, udekøkken og hyggelige opholdsområder.
Den 7. maj kunne vi officielt indvie områderne med mad over bål, godt humør og hyggeligt samvær. Det blev en rigtig god dag, hvor eleverne kunne se resultatet af deres arbejde.
Eleverne i dansk har været oppe til skriftlig prøve og snart afsluttes danskforløbet efter et halvt års arbejde med den mundtlige prøve torsdag den 11. juni.
Markedsdag og frivillighed
Vi har også afholdt den traditionsrige markedsdag på tværs af skolens afdelinger. Op til markedsdagen har eleverne haft mange forskellige opgaver for at være med til at gøre dagen til noget særligt.
Nogle elever har forberedt mad, som kunne sælges på dagen, mens andre har været rundt i lokalområdet for at finde sponsorgaver til tombolaen. Der har også været en mediegruppe, som har stået for formidling på Facebook, taget billeder og lavet plakater.
Derudover har eleverne hjulpet med en masse praktiske opgaver som opstilling af borde, bænke, boder og aktiviteter. Et hold har produceret kreative produkter til salg og skolens band spillede koncert for de mange besøgende på dagen.
Dagen var fyldt med glade mennesker, gensyn med tidligere elever, musik, aktiviteter og god stemning.
I uge 22 har flere elever desuden deltaget som frivillige til opsætning af “Herning Rocker”. De elever, der hjalp med opsætningen, modtog en billet til fredagens arrangement.
Tur til Aarhus
Den 28. maj har alle elever været en tur i Aarhus og besøgt Den Gamle By. Her har eleverne fået indblik i, hvordan livet og hverdagen så ud tidligere i tiden.
Efterfølgende arbejder vi videre hjemme på skolen med oplevelserne fra turen og med fokus på forskelle mellem fortid og nutid.
Den kommende periode
Vi ser nu frem mod den sidste del af skoleåret. Tirsdag den 9. juni er der atletikstævne for tilmeldte elever. Onsdag den 10. juni hjælper driftholdet med at sætte borde og bænke op til Fuglsang Sø Stafet, og torsdag den 11. juni er der mundtlig prøve i dansk.
Fredag den 12. juni afholder vi galla for 3. års eleverne med efterfølgende fest for alle skolens elever. Tirsdag den 24. juni er der dimission og fredag den 26. juni er sidste skoledag inden sommerferien.
Vi glæder os til de sidste spændende uger sammen med eleverne.
De bedste hilsner Team 2
Månedsbrev – April 2026
April måned har været fyldt med aktivitet og gode oplevelser. Temperaturerne sniger sig i den rigtige retning, dagene bliver lysere og solen får mere og mere magt. Det kan mærkes på både energi og stemning i hverdagen.
Herunder kan I læse mere om, hvad vi har arbejdet med den seneste måned, samt hvad der venter i den kommende tid.
Hverdagen på skolen
ADL:
Om mandagen har vi haft ADL (Almen Daglig Læring) sammen med Team 1. Her er eleverne delt i hold på tværs af teamene og arbejder med tre forskellige stationer.
På “Gør det selv”-stationen har eleverne arbejdet med praktiske opgaver som at lave en forlængerledning, montere stik og kontakt samt tilslutte en fatning.
På stationen “Rengøring og tøjvask” har eleverne arbejdet med, hvordan man holder en lejlighed ren, samt hvordan man sorterer og vasker tøj.
På “Madplan for en uge” har eleverne arbejdet med at planlægge enkle og billige hverdagsretter, lave indkøbslister og regne på priser. Derudover har de arbejdet med begreber som tilbud, impulskøb, rester og nedfrysning samt brug af appen E-tilbud.
Det er gået rigtig godt de første gange og eleverne deltager engageret og aktivt.
Miljø:
Om tirsdagen har vi arbejdet med temaet miljø sammen med Team 1. Tirsdag den 7. april var vi ved Vesterhavet, hvor vi samlede skrald og plastik ved havet. Efterfølgende har eleverne arbejdet med at lave kunst ud af det indsamlede affald og er blevet klogere på de udfordringer, der er med plastik i havet, samt det fælles ansvar vi har for miljøet.
Forløbet blev rundet af med en fernisering, hvor elevernes produkter blev præsenteret. Her et billede fra vores Kunst Fernisering tirsdag d 21 april.
Fra påske og frem til den 7. maj arbejder vi om torsdagen på tværs af alle tre teams med temaet miljø med fokus på skolens udeområder.
Eleverne arbejder med mange forskellige praktiske opgaver som slibning og maling af havemøbler, opbygning af plantekasser, plantning af blomster, etablering af bålsted, opsætning af udekøkken, bygning af bænke og pallemøbler samt andre forbedringer af udearealerne.
Vi har været heldige med vejret, hvilket har givet gode rammer for arbejdet. Det har været rigtig positivt at opleve eleverne i denne type opgaver, hvor mange viser nye sider af sig selv og bidrager aktivt til fællesskabet.
Forløbet afsluttes den 7. maj med en fælles præsentation af arbejdet samt hygge i de nye udeområder.
Valgfag:
Om mandagen over middag kan eleverne vælge mellem matematik, køkken, kreativ produktion, pædagogik og golf.
Om onsdagen er der valgfag, hvor eleverne blandt andet kan vælge mellem udeliv, skattejagt, Kølkærhallen, band, fitness og wellness.
Bevægelse og fællesskab:
Fredag har haft fokus på bevægelse og fællesskab, blandt andet med aktiviteter på plænen og DGI, hvor eleverne har haft mulighed for svømning eller fitness.
Den kommende periode
Vi ser frem mod den kommende måned, som blandt andet byder på markedsuge i uge 21 med markedsdag torsdag den 21. maj. Her er forældre, tidligere elever og andre interesserede meget velkomne til at kigge forbi. Der kommer mere information senere.
Derudover vil der være mulighed for at deltage i Herning Rocker, hvor eleverne kan være med som frivillige i opsætning af hegn. Deltagelse giver en fredagsbillet.
Vi håber, dette giver jer et godt indblik i hverdagen på skolen.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte os.
De bedste hilsner
Team 2
Dato / periode | Arrangement | Dato / periode | Arrangement |
27/4 – 30/4 | Studietur: Göteborg el. Jesperhus | 5/6 | Grundlovsdag |
14/5 – 15/5 | Kr. Himmelfartsferie | 21/5 | Markedsdag |
23/5 – 25/5 | Pinseferie | 12/6 | Elevfest |
24/6 | Dimission for afgangselever | 26/6 | Sidste skoledag |
Månedsbrev – Marts 2026
Foråret er så småt på vej og det kan mærkes i hverdagen på skolen. Der er fortsat god aktivitet og eleverne er godt i gang med både undervisning, temaforløb og fællesskaber på tværs af klasserne.
Herunder kan I læse mere om, hvad vi har arbejdet med den seneste måned, samt hvad der venter i den kommende tid.
Tema: Sundhed
I marts har vi arbejdet videre med vores temaforløb om sundhed om tirsdagen og torsdagen. Eleverne har blandt andet arbejdet med sammenhængen mellem kost, søvn, bevægelse og trivsel.
Om tirsdagen har undervisningen været på tværs af Team 1 og Team 2, hvor eleverne har afsluttet forløbet med afsæt i Astralis og SportsLab. Her har de arbejdet med, hvordan kroppen og hjernen hænger sammen i forhold til koncentration og reaktionsevne.
Som en del af sundhedsforløbet har eleverne arbejdet med kalorier, energibalance og næringsstoffer. De har blandt andet arbejdet med, hvad kalorier er, hvordan kroppen bruger energi, og hvad der sker ved over- og underskud.
Som afslutning på forløbet har eleverne arbejdet med kaloriebalancen i praksis. De blev delt i hold, hvor nogle arbejdede med bevægelse og “optjente” kalorier gennem forskellige aktiviteter, mens andre arbejdede med at forberede snacks og beregne kalorieindhold. Efterfølgende kunne de handle sunde og mindre sunde snacks for de brugte de kalorier, de havde optjent og fik erfaring med at træffe valg i forhold til kost og energi.
Om torsdagen har sundhed fortsat været på programmet. Her har eleverne arbejdet med nervesystemet og med, hvordan man kan berolige kroppen. De har blandt andet arbejdet med vejrtrækningsøvelser, kropsscanning, massage og bevægelse, så de både har fået viden og konkrete redskaber, de kan bruge i deres hverdag. Nogle elever har også arbejdet med mindfulness i naturen, hvor de blandt andet har lavet bål, snittet smørreknive og haft fokus på ro og nærvær i naturen.
I forbindelse med temaet om søvn deltog nogle elever i et søvnprojekt, hvor de skulle holde sig vågne i 24 timer. Efterfølgende arbejdede de med at undersøge, hvordan det påvirkede kroppen i forhold til blandt andet reaktionsevne og tænkning. Undervejs lavede de mad på skolen, var ude at se håndbold, var i svømmehallen, spillede spil, så film og hyggede sig sammen.
Hverdagen på skolen
I klasserne har vi derudover arbejdet med det kommende folketingsvalg. Eleverne er blevet introduceret til forskellige politiske partier og har arbejdet med centrale emner, hvilket har givet anlednng til gode snakke og debatter.
Om fredagen har eleverne fortsat haft mulighed for at vælge mellem budgetforløb og kreative aktiviteter. Det fortsætter frem til påskeferien.
I uge 12 er der elever fra Lindegårdsvej, der er startet på et svejseforløb og det forventes, at de alle opnår et svejsebevis.
Pædagogisk forløb
Det pædagogiske forløb blev afsluttet i denne måned. Her har eleverne planlagt og gennemført forskellige aktiviteter for borgerne på Bytoften, blandt andet Jeopardy, kørestolsvenlig stoldans, kreative værksteder med perler, musikbanko, vendespil og brætspil. Eleverne har vist stort engagement og ansvar og alle har modtaget et certifikat for deres indsats.
Der har desuden været brobygningsforløb på Social- og Sundhedsskolen, hvor tilmeldte elever har fået et indblik i uddannelserne og de krav, der stilles ved optagelse.
Den kommende periode
Efter ferien starter vi op på et nyt tema om miljø. Her har vi blandt andet planer om en tur til Vesterhavet, hvor eleverne skal samle skrald og arbejde med et skraldeprojekt. Vi planlægger også et besøg på genbrugspladsen.
Derudover sætter vi om torsdagen et projekt i gang, hvor eleverne skal bygge plantekasser til skolens udeområder. Kasserne skal plantes til med blomster og krydderurter. Formålet er, at vi i fællesskab er med til at gøre skolens udeområder mere hyggelige og indbydende, så eleverne får lyst til at bruge dem.
I uge 18 skal vi på studietur til Göteborg og Jesperhus. Eleverne har fået information med hjem om blandt andet betaling og pakkeliste og inden afrejse modtager de et program for turen.
Vi ønsker alle en rigtig god påske og ser frem til endnu en spændende måned med nyt skema og mange gode oplevelser.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte os.
De bedste hilsner
Team 2
Månedsbrev – Februar 2026
Dagene bliver langsomt lysere og selvom kulden stadig kan mærkes, er der fortsat stor aktivitet på Ungdomscenter Knudmosen. Eleverne er godt i gang med både dansk (eksamensforberedende undervisning), kørekort, temafag og øvrige aktiviteter, som tilsammen skaber en varieret og meningsfuld skoledag.
Herunder kan I læse mere om, hvad vi har arbejdet med den seneste måned, samt hvad der venter i den kommende tid.
Uge Sex
Siden sidst har vi haft Uge Sex med fokus på kropsidealer, grænser, samtykke, prævention og digital trivsel. Eleverne har arbejdet med dilemmaer og deltaget i refleksioner og dialoger om emnerne.
I løbet af ugen blev eleverne opdelt i kønsopdelte grupper, hvor der var mulighed for at tale mere åbent om blandt andet krop og trivsel og spørgsmål som kan være svære at stille i større fællesskaber.
Ugen blev afsluttet med en festlig elevfest med fastelavnstema, hvor der blev slået katten af tønden, kåret bedste udklædning, dekoreret masker og spillet spil. Det var en hyggelig aften med stort engagement fra eleverne, inden de gik på en velfortjent vinterferie.
Tema: Sundhed
I forbindelse med vores temaforløb om sundhed har vi om tirsdagen undervisning sammen med Team 1. Her har vi blandt andet set et afsnit af TV 2-programmet SportsLab, hvor der undersøges, hvordan professionelle gamere fra Astralis træner deres krop og hjerne.
Eleverne skal nu selv prøve lignende tests her på skolen, så de kan mærke det på egen krop. Vi arbejder med sammenhængen mellem sundhed, fokus og hurtige reaktioner. Spørg gerne ind til deres resultater og de sjove øvelser, når de kommer hjem.
Om torsdagen arbejder vi på tværs af klasserne med sunde vaner, som eleverne kan tage med sig i hverdagen. Her har vi fokus på kost, bevægelse, søvn og trivsel.
I forbindelse med temaet om søvn gennemfører vi et frivilligt søvnforsøg natten mellem torsdag den 5. marts og fredag den 6. marts, hvor eleverne skal undersøge, hvordan manglende søvn påvirker kroppen og deres velbefindende.
Pædagogisk forløb
Det pædagogiske forløb er godt i gang. Eleverne har været på besøg på Neurocenter Bytoften, hvor de har fået indblik i rammerne og mødt de borgere, som de fremover skal lave aktiviteter med.
Besøget har givet en god forståelse for målgruppen og motivation for det videre arbejde.
Den kommende periode
Den kommende måned byder blandt andet på, at sundhedsugerne fortsætter ind i marts og at det pædagogiske forløb fortsætter som planlagt. Budget, kreativitet og sociale fællesskaber fortsætter ligeledes, som eleverne kender det fra januar og løber frem til påskeferien.
Torsdag den 5. marts har eleverne mulighed for at deltage i et håndboldarrangement i Sportscenter Herning, hvor vi skal se HCM mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. Arrangementet varer fra kl. 17.00–21.00. Skolen sørger for aftensmad og transport, mens eleverne som udgangspunkt selv er ansvarlige for hjemtransport. Deltagelse giver fri om fredagen.
Derudover afholdes der SOSU-forløb i uge 11 og 13.
Vi ser frem til en fortsat spændende periode med fokus på både faglighed og fællesskab.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte os.
De bedste hilsner
Team 2
Vigtige datoer og arrangementer
Dato / periode | Arrangement | Dato / periode | Arrangement |
5/2 | Elevfest kl. 18.00–23.00 | Uge 15 – 18 | Miljø |
Uge 7 | Vinterferie | 21/5 | Markedsdag |
Uge 8–13 | Tema: Sundhed | 23/5 – 25/5 | Pinseferie |
Uge 8–13 | Pædagogisk forløb | 5/6 | Grundlovsdag |
28/3 – 6/4 | Påskeferie | 12/6 | Elevfest |
14/4 – 15/4 | Kr. Himmelfartsferie | 26/6 | Sidste skoledag |
27/4 – 30/4 | Studietur |
|
|
Vi håber, dette giver jer et godt indblik i hverdagen på skolen. Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte os
De bedste hilsner Team 2